Årsberetning 2024
Kære venner.
Vel mødt til Rigmor-foreningens generalforsamling 2024. Og en særlig velkomst til de nye medlemmer, der har fundet vej til vores lille forening. Jeg vil bede forsamlingen om at tage godt imod dem.
Vi lever i dramatiske tider. Ude i verden er der krig, en af dem faretruende tæt på os. Herhjemme truer miljøkatastrofer, senest jordskredet i Randers og nærmere på os: iltsvindet i de indre farvande.
Nogle problemer og trusler kan vi kun tage til efterretning og forsøge at værne os imod. Andre – som f.eks. iltsvindet – kan vi vende fra trussel til mulighed. Det vender jeg tilbage til.
Men først en status over vores kære skib. Da vi fik Rigmor tilbage fra to års ophold på værftet i Bønnerup, besluttede vi, at der skulle sejles, ikke bare lidt hyggesejlads på vigen, nej nu skulle der sejles igennem.
Skipperskolen
Desværre havde vi det gamle problem med for få skippere. Så først skulle vi lige have uddannet et nyt hold, der kunne føre Rigmor på forsvarlig vis. Med de garvede skippere, Steen Roar, Ole Sørensen, Torben Kirkegaard og Sonnich Jensen, som instruktører tog vi fat på et intensivt program med havnemanøvrer, mand-over-bord øvelser og instrumentkundskab.
Vores kasserer, Knud Erik Nielsen, var tovholder for uddannelsen og samtidig den første til at bestå den krævende eksamen. Tillykke Knud Erik og tak for indsatsen. I løbet af sæsonen lykkedes det os at øge staben af skippere med yderligere fem - Keld, Torkil, Luffe, Ebbe og mig selv. Det var et spændende kapitel, ikke mindst for undertegnede. Vi skylder vores læremestre stor tak for deres tålmodighed og pædagogiske indsats. Vi blev ikke overbebyrdet med teoretisk viden, for som Steen på sin vanlige kontante facon formulerede det: ”Hvis du ikke går på grund eller støder ind i nogen, skal det sgu nok gå alt sammen!”
Hjelm-ekspeditioner
Udover skippersejladserne blev der også tid til mange hyggelige onsdagssejladser på vigen og et par uforglemmelige togter til Hjelm.
Før vi sejlede med vores nye medlemmer fra Hjelm-gruppen, skulle vi lige øve os i at anduve øen, ligge for anker og afprøve vores jolle som landgangsfartøj. For sagen er jo, at der ikke er nogen havn på Hjelm.
Første landsætning på Hjelm
Da selve dagen oprandt, stod Bencke-familien parat på kajen, enkelte andre medlemmer havde fået en plads og skipper Steen havde inviteret en ven, som vi andre endnu ikke kendte.
Steen er, som alle ved, vores mest erfarne skipper, og han vogter om nogen over sikkerheden ombord. 12 personer er der plads til, når han sejler. ”Folk kan sejle med, hvem fanden, og hvor mange de vil,” er hans gentagne omkvæd, ”men når jeg er skipper, er der plads til tolv personer. Basta!” Det er der selvfølgelig fornuft i, for vi har kun to redningsflåder med plads til 6 i hver. Så det burde være logik for burhøns.
Nå, men der står vi så på kajen og hilser på hinanden. Henriks kone er med for første gang, så hende skal vi lige hilse på, og det samme med Steens ven. Nye ansigter, store forventninger. Og så Steens ven og hans sorte ledsagerske. Det er da lidt eksotisk. Jeg hilser på hende og hjælper hende om bord. Da alt er klart, giver Steen ordre til at smide fortøjningerne, og lægger ud fra kajen. Bedstemand Ole står klar til at fire jollen af sted, når vi skal ud af havneløbet.
Alt går gnidningsløst - vi stævner mod Hjelm med glade og forventningsfulde medlemmer og gæster ombord. Da vi runder bøjen ved Øer, ser jeg mig omkring på skibet og kan ikke få øje på den sorte veninde til Steen ven.
Jeg spørger Steen, som siger, at hun er gået ned i lukaf’et for at sove lidt, men at ikke er hans vens veninde. ”Hvem er hun så?” spørger jeg. ”Aner det ikke, jeg troede, at det var en af dine venner,” siger han.
En hurtig rundspørge på skibet viste, at ingen kendte hende. Altså sejlede vi rundt med en blind passager. Jeg gik ned i lukaf’et, vækkede hende og spurgte, hvem hun var. Da hun kun ville oplyse sit fornavn, og i øvrigt troede, at det var en turistrundfart, hun var hoppet om bord på, måtte vi gøre hende opmærksom på, at vi slet ikke havde lov til at sejle med turister.
Den blinde passager sejles i land.
En hurtig rådslagning resulterede i, at Steen lagde Rigmor for svaj og Ole og jeg sejlede den blinde passager i land ved Øer.
På vores spørgsmål til Steen om, hvordan vores erfarne skipper kunne tillade, at der var kommet 13 ombord, måtte han jo indrømme, at han havde glemt at tælle sig selv med.
Læk og reparation
Sidst på sæsonen blev der slået alarm. Skibet tog vand ind i større mængder end godt var. Det viste sig, at lækken sad i styrbords side, der hvor motoren er fæstnet med lange bolte. Heldigvis havde vi penge fra Skibsbevaringsfonden, som ganske vist skulle bruges til en reparation af damdækket, men der var stor forståelse for, at lækken skulle repareres før alt andet.
Lækken på Rigmor identificeret.
Lækken på Rigmor repareret.
Nyt restaureringsprojekt
Det fører mig frem til det næste store restaureringsprojekt, vi har sat i gang. Efter den omfattende restaurering i Bønnerup, måtte vi konstatere, at vi faktisk kun var nået halvvejs. Vi fik nu vores lokale skibstømrer, Jens Martensen, til at gennemgå skibet fra for til agter.
Ud fra hans notater lavede vi udbudsmateriale, som blev sendt til tre værfter: Hobro træskibsværft, Fregattens værft og Bønnerup Strands Skibs- og Baadeværft. Igen var det Bønnerup værft, med Mikael Brøgger i spidsen, der kom med det bedste bud. På grundlag det blev der hurtigt lavet et budget og skruet en ansøgning sammen, som forleden blev sendt af sted til den første fond. 2,1 millioner skal vi skaffe, for at vi kan langtidssikre. Rigmor. Foreløbig har vi fået 250.000 kr., så der er et stykke vej endnu.
Til gengæld får vi nu hjælp af en professionel fundraiser, og det store skibsingeniørfirma OSK-Design i Århus har med Ebbe Eides mellemkomst udarbejdet en 3D-model af Rigmor, som vedlægges alle ansøgninger.
Nationalparken
Så jeg synes, at vi har rimeligt gode kort på hånden. Og her vender jeg så tilbage til det, jeg sagde indledningsvis, om at gøre udfordringer til nye muligheder: Iltsvindet i de indre danske farvande. Det ligger os alle på sinde. Hvad skal vi stille op med det? Kan vi stille noget op? Svaret er ja!
Umiddelbart før generalforsamlingen lykkedes det os nemlig at lande en samarbejdsaftale med Nationalpark Mols Bjerge. Den betyder, at vi fremover bliver en del af det store projekt ”Haven i havet,” som Nationalparken er inviteret med i, og som finansieres af Novo Nordisk- fonden. Det er ambitiøst forsknings- og undervisningsprojekt, som omfatter udplantning af ålegræs og etablering af både kunstige og naturlige revstrukturer i farvandene omkring Nationalparken.
Disse aktiviteter kommer til at foregå i kombination med undervisning og formidling i skoler, gymnasier og erhvervsskoler. I første omgang bliver Rigmor inddraget som formidlingsplatform i lighed med Bølgemarken i Fregathavnen, hvor eleverne bliver undervist i regenerativ havdyrkning og marin naturgenopretning. På almindeligt dansk betyder det dyrkning af tang og muslinger og udplantning af ålegræs, alt sammen i forsøg på at skabe bedre livsbetingelser for livet i havet, samt at lære de nye generationer, at vi kan dyrke en stor del af vores fødevarer i havet omkring os.
At blive en del af det projekt, mener jeg, er det bedste argument over for fondene, for det betyder, at Rigmor, fra at være et smukt og unikt museumsstykke fra en fjern fortid, nu bliver en aktiv spiller med en vigtig rolle i fremtidens arbejde for et bedre havmiljø.
Samarbejdet omfatter også et kursus i Nationalparkens Servicenetværk, hvor vi bliver klædt på til opgaven.
Nytårskur og bådbygningsakademi
Udover de sejladser, vi har foretaget i det forgangne år, har foreningen været aktiv på flere andre fronter. Vi har deltaget i flere forskellige arbejdsgrupper omkring fiskerihavnen, som omfatter de andre foreninger, erhvervslivet og de lokale politikere.
Det er arbejdsgrupper, som forsøger at gøre Ebeltoft Fiskerihavn til en kulturhavn til gavn og
glæde for brugere, borgere og turister. I den forbindelse deltager foreningen også i bestræbelserne på at bevare og forbedre havnens bedding,samt lave et værksted, så lokale skibstømrere kan arbejde hensigtsmæssigt på og omkring skibene.
Senest har vi været med til at byde et nyt og spændende initiativ velkommen, nemlig et nyt bådbygningsakademi, som har stiftende generalforsamling i begyndelsen af marts.
Alt sammen bestræbelser, der er med til at sikre sammenholdet på havnen og danne fælles front over for politikerne.
Vinteraktiviteter
Som det fremgår, har bestyrelsen været aktiv over en bred front. Men det er ikke alt, der er synligt for medlemmerne. For at imødekomme opfordringer fra flere medlemmer om at lave flere aktiviteter uden for sejlsæsonen, har vi på sidste bestyrelsesmøde lavet en liste over mulige udflugter, foredrag og andre aktiviteter, som vi vil arbejde videre med.
Vi har f.eks. talt om at lave udflugter til Strandingsmuseet St. George i Thorsminde og Sea War Museum Jutland i Thyborøn. Nogle undersøger mulighederne for at lave en tur til Skagen, andre til Marstal på Ærø og så har Keld Farver lovet at gøre en indsats for puste liv i torsdagsmøderne i den Røde Hal.
Endelig har vores nye medlem, Dieter Betz, tilbudt at holde et foredrag om sit eventyrlige liv som pilot og fotograf. Det kan I glæde jer til, jer der når at få en billet, for som altid bliver aktiviteterne udbudt til alle medlemmer og pladserne besat efter først-til-mølle-princippet.
Med disse ord overlader jeg min beretning til generalforsamlingen.
Jørn Uz Ruby