Protektor Troels Kløvedals tale
Sildens dag d. 20. august 2011

 

”Hvad skal vi med Historien”, skrev den dejlige historiker Palle Lauring i en af sine sidste bøger… hvor han blandt andet beskrev hvad hans barndomsminder på Søholt ved Stubbe Sø betød for ham.

Historien skal vi bruge til at navigere ind i fremtiden med, ved at forstå fortiden. Uden den er vi havvilde, sejler i tåge og forstår hverken os selv eller den tid vi født ind i, så enkelt er det, men vi lever også i en tid hvor alting går meget stærkt…

Og det er ingen løs påstand, fordi historikerne fortæller os, at for blot et par hundrede år siden så den verden vi blev født ind i, og den verden vi døde i, næsten ens ud…

Det var de store begivenheder der betød noget dengang, ikke teknologiske fremskridt. 

Det var krige, barnedåb, død, en god høst og alt det nære, hverdagsagtige som man talte om.

Historien er med os hver dag. Den går som en venlig skygge ved vores side, vi kender den, men lægger alligevel ikke så meget mærke til den… den er der bare…

Alt er historie omkring os, og som ung har man tit lyst til at slå sig i tøjret, ryste historien af sig, simpelthen for at kunne se verdens unge, frie, friske bryst… at komme til, at have albuerum.

Man vil vel erobre verden, og man mærker og oplever de store kræfter i sig som voldsomme udfordringer, man vil ud mod  kysten… man vil erobre sit liv, og der er ikke så megen tid til historie… man ser fremefter mod alle vilde sommermorgener, bjerge som skal bestiges, have som skal besejles, med en higen mod nye åbne horisonter, og det store liv, som venter forude.

Men man kommer altid tilbage, alle der beskæftiger sig med historie ved, at med større livsindsigt, desto større bliver interessen for, og ens viden om fortiden.

Og det er ganske naturligt og ligger dybt i vores gener. Vi ved også at både dyr og mennesker… som en usynlig magnetnål i sig, har et ønske om at dø der hvor de blev født, og det er en livscyklus som også går igennem alle religionerne.

Alle rejser handler om at komme hjem, det er afslutningen på alle myters historie og det er hvad enten det er Odysseus rejse… alle rejsers moder… om Odysseus, der kommer hjem til Ithaka efter sin flakken rundt i Middelhavet efter slaget ved Troja, eller hvis man kommer hjem med et skib nogle tusinde år senere fra en jordomsejling, eller i en fiskerbåd der efter hårdt arbejde på den vilde sø kommer godt i havn. Og enhver sømand ved, at ingen søvn er så god i verden, som den man sover, efter at man har smidt ankeret, eller ligger solidt ved bolværket.

I dag skal vi også på sin vis fejre at noget er kommet hjem. Jeg står her tæt på Ålekvasen ”Rigmor” som efter 77 år i danske farvande som fiskefartøj og efter at have fanget og transporteret tusindvis af tons fisk og ål hjem til de danske og fremmede spiseborde nu vil blive bevaret, og det her i Ebeltofts gamle fiskerihavn, som vi alle ved ligger lige midt i Danmark.

For nogle år siden havde jeg en meget stor oplevelse i forbindelse med at jeg producerede og fortalte Den danske flådes historie i en række TV udsendelser.

Jeg var på Anholt på et tidspunkt hvor radaren i det høje radartårn på øens højeste punkt skulle udskiftes og dermed ikke drejede rundt, hvilket gjorde det muligt at komme højere op til vejrs på Kattegat øen end ellers.

Og der så jeg i et helt fantastisk syn… i en enestående sigtbarhed… hele Kattegat… i et eneste billede, hele vejen 360 grader rundt.

Mod nord svagt det lave Læsø, mod øst langt ind i Sverige og ind over Hallandsåsen… mod sydvest Bønnerup strand og mod syd både Kullen, Nakkehoved og Gilbjerg.

Det var en stor oplevelse fordi hele Kattegat, og en meget stor del af den danske søfartshistorie kunne ses i ET billede.

Da jeg stod på toppen af radartårnet kom jeg til at tænke på et af de ældste kort der findes over Danmark som er et hollandsk søkort fra 1598…

Ordet Kattegat stammer fra hollandsk hvor Katt er lig hul og fra Hansestæderne på plattysk hvor gatt også er et hul, og det bliver altså på dansk ”Kattens gat”… ikke nogen venlig betegnelse for det komplicerede danske indsejlingsfarvand hvor især stenrevet på Læsø Trindel og øst sandrevet på Anholt var livsfarlige grunde at passere.

På det gamle kort er der kun vist bynavne på 6 danske købstæder og vigtige ankerpladser… i syd Kiel, og ellers Vejle, Skagen, Helsingør, København og Ebeltoft.

Så god en havn var Ebeltoft og så centralt lå den ud til Kattegat når man skulle ned igennem de danske sunde og bælter. Og på havnen i Ebeltoft har søfolkene altid drillet dem i Grenå med… at den havn sandede jo til… og så den farlige grund lige ude foran indløbet… og det med tilsanding var en alvorlig sag, før de moderne sandsugere kom til…

Dengang var ordet havn, blot en beskrivelse på en sikker ankerplads og det vi forstår ved en havn kommer først langt senere.

Alle havnebyggerier har en spændende historie… ikke kun fordi det var på havnen at man fik at høre nyt udefra, men også fordi selve det dybt komplicerede havnebyggeri altid har en spændende historie, over hele landet og også i Ebeltoft.

Oppe i kirken har vi et kalkmaleri, et af ældste billeder af et firemastet skib som findes, og det ser ud til enten at være gået på grund lige her hvor havnen nu ligger, eller ude på Ahl.

Det er måske Danmarks største orlogsskib, Marie, som senere blev solgt til en rig italiensk købmand fra Genua med en servitut om at det ikke måtte vende tilbage til danske farvande fordi det var så farligt.

En af de mærkeligste konger Danmark nogensinde har haft… Christian 2. bruger det også da han stikker af med den danske flåde efter det stockholmske blodbad og hvor den danske adel er på nakken af ham. Han har gemt sin giftmyrdede elskerinde Dyvekes mor, mor Sigbrit, i en tønde for at få hende sikkert ud af landet uden at blive lynchet…

I midten af 1500-tallet kaster mange skibe anker her ude i vigen fordi det var en fremragende ankerplads som stak et godt stykke ud i Kattegat og som lå godt på sejlruten ned i Østersøen inden de skulle gøre søklar til at gå ned forbi de komplicerede grunde på vej ned i Storebælt hvor de endte med at skulle lægge ind til Nyborg Slot og betale told, lige som de skulle, hvis de havde valgt at gå ned igennem Øresund.

De skulle stryge topsejlet, kippe med flaget… for at tage Kronens herlighed i agt… og respektere suveræniteten over den danske konges strømme.

Og så lovede han at holde farvandene fri for sørøvere, så de havde en fornemmelse af at de fik noget for toldpengene…

Man ved, der fandtes en skibsbro bygget i træ i Ebeltoft allerede i begyndelsen af 1600-tallet hvor Christian 4. som er en ung og ambitiøs konge på et tidspunkt hvor han er en af de rigeste fyrster i Nordeuropa…  giver borgerne i Ebeltoft lov til at fælde de nødvendige bøgetræer i Bjørnkær skovene rundt om byen for at genopbygge en lang træbro ud i vigen.

Men det går helt galt med alt hvad der ligner at bygge en anløbsbro, og etablere en tiltagende havn i Ebeltoft efter slaget herude i vigen under svenskekrigene 1659 hvor svenskerne gør et svært indhug i både den danske flåde og den hollandske hjælpeflåde, og hvor mange af Ebeltoft købmændenes skibe, der er 40 indregistreret på det tidspunkt, går op i flammer.

I beretningerne fra det slag nævnes der også en skibsbro her hvor vi nu står.

Svenskekrigen går hårdt ud over byen ligesom den går hårdt ud over andre byer i Jylland som havde lidt under årelange plyndringer, og efter krigen begynder man igen i stor fattigdom at fælde voldsomt i de store bøge- og egetræsskove som dengang fandtes omkring byen. Træet blev brugt til brænde til hovedstaden, som var en god indtægt for købmændene som tit også var partsredere, og de solgte også med fin fortjeneste egetræ til opbygning af flåden på Bremerholmen og af Kronborg som svenskerne havde siddet på under belejringen af København.

En af byens stolte sønner… som man sagde i gamle dage, er en nordmand ved navn Johan Christian Wibe Stockfleth som der stadig står en mindesten til ære for, oppe på kirkegården.

Han bygger den fiskerihavn for 200 år siden som nu skal være ”Rigmors” hjemmehavn, men det sker ikke uden sværdslag og ender med at blive en personlig tragedie for ham… Han begynder med frivilligt arbejde. Mange borgere og købmænds giver penge i indskud og han giver selv et stort personligt pengebeløb til at få kørt jord og grus ud i vigen som en dæmning, det som nu er havnevejen.

Bønderne kommer og hjælper med hestevogne og en trillebør og de bespises af Stockfleth oppe på byfogedgården.

Inden han gik i gang var han en tur i Århus for at bede den danske Kong Frederik 6. om lidt skillinger til hjælp med havnebyggeriet, men fik et nej…Vi er i den fattige guldalder, staten var gået bankerot og der var ingen skibe til at sejle danske toldindtægter hjem med.

Dengang talte og tænkte man jo i allegoristiske vendinger, eller i meget mere visionelle tankemåder end i dag… og da han spørger kongen om penge til en havn i Ebeltoft, får han et nej… med de kongelige ord: ”Skaf først gæssene, saa kommer der nok en Rede til dem bagefter…” hvorefter Stockfleth svarer: ”Nej Deres majestæt. Vi må først have en Rede, så kommer gæssene nok…” og det var på kanten af majestætsfornærmelse under Enevælden at modsige en konge på den måde…

Derpå gik han selv i gang efter mange borgermøder oppe på rådhuset.

Det skulle være en bred dæmning som man både kunne gå og køre på, og det bliver for enden af dæmningen så til den fiskerihavn vi står i nu.

Det har været et stort stykke anlægsarbejde i den fattige guldalder også i den lille by som Ebeltoft altid har været, også begyndelsen af 1800-tallet.

Alle var fattige efter ranet af flåden i 1807, statsmankerotten i 1813 og tabet af Norge i 1814…

Danmark er helt i knæ og nu en lilleputstat i Europa… Vi holdt med Napoleon og spillede dermed på den gale hest som tabte krigene ude i Europa, og som stort set skabte de grænser som vi kender Europa på i dag.…

Stockfleth var blevet udnævnt til byfoged i 1826 og igen til justitsråd og havnesagen var hans hjertebarn, men udviklede sig til et mareridt fordi han blev dømt for embedsmisbrug fordi han havde brugt af kirkekassen til havnebyggeriet… så nu ved I altså hvad det er for en gyngende Herrens grund I står på her i dag… Han blev afskediget i 1831, dog med pension, og levede som en bitter mand resten af sine dage indtil sin død i 1849 ved at ernære sig som spillelærer.

Byen har det jo med at levere lidt uheldige, men fine sønner, som ikke finder sig i ærekrænkelser. En anden af søens folk her i Ebeltoft er Knud N. Benstrup som blev overfabriksmester på Holmen, en af de højeste stillinger i Danmark, og Holmen var suverænt landets største arbejdsplads. Benstrup  tegnede 11 linjeskibe og en fregat som var forud for sin tid og det blev hans problem i bureaukratiet på det nystartede Holmen. Han røg i fængsel på kastellet i flere år, men endte dog med frifindelse, men da var han en nedbrudt og syg mand..

Fregatten Jyllands værft ender måske med at bygge et af hans skibe en dag… tegningerne er velbevarede… fordi levende arbejdende værfter er en både tiltalende, og tiltagende ny ide på mange historiske træskibsværfter både i Europa og på den amerikanske østkyst i Boston området. Og det giver turister, fordi det moderne veluddannede menneske ikke bare vil underholdes… det vil have noget at vide… blive klogere…

Selv kan jeg også levere et ikke berømt men uheldigt bysbarn i min familie, en embedsmand, en præst her i Ebeltoft hvor man på tavlen over forhenværende præster oppe i kirken kan finde en Kapellan Sikk. Han var min grandmosters mand. Han havde som ung missionspræst i Sydamerika mødt min grandmoster Ditte som ret udsædvanligt for sin til var uddannet som skolelærer fra en af de første pigeskoler i København og derefter taget på missionsarbejde i den nye verden.

De blev gift, men det gik så galt, at da min grandmoster besøgte familien i København og han var alene hjemme blev det tordenvejr og han sprang ind i køjen hos stuepigen, hvorefter hun flygtede nøgen ned igennem byens gader med præsten efter sig i bar natskjorte.

Den holdt jo ikke i en provsteret, med en mand der havde sejlet et par gange over Atlanterhavet som blev bange for et tordenvejr, og han blev afskediget, med fratagelse af kjole og krave… men han havde dog en ven i ministeriet der hjalp ham med dog at få en lille pension… det tordenvejr gav gode historier, (måske kunne man kalde dem molbohistorier) til både byens vægtere og indbygger i flere årtier…

Det er sildens dag i dag og er der noget der hænger sammen i dansk historie så er det fiskekuttere og sild, og i Middelalderen hvor hele Europa var katolsk, solgte danskerne sild til hele den katolske verden og silden var rygraden i al dansk fiskeri.

Ja, der var så mange sild at man hev dem op med spande i sund og bælt hvilket vises i rigtig mange kalkmalerier.

For blot små hundrede år siden stod der fra Kerteminde på denne årstid hundrede af små både ud på sildefiskeri hvilket kan ses på fynbomalerne Johannes Larsens og Fritz Sybergs billeder fra Fyns hoved, men også fra Samsø og Ebeltoft-Grenå-Bønnerup var  sildefiskeriet et meget vigtigt erhverv.

”Rigmor” her er en ålekvase og ål var der også rigtig mange af engang. Selv har jeg som barn haft store håndfulde af glasål i hænderne, lige til at tage i store klumper… når de skulle op i søerne om foråret.

I trediverne prøvede man at lave en optælling på hvor mange ål der var i danske farvande… det var lige før ålegræsset begyndte at forsvinde syd for Læsø sidst i trediverne… Der var ca. 1 ål pr. kvadratmeter i danske farvande… Så mange var der…og ufatteligt mange af dem kunne være i ”Rigmors” 7 tons store dam.

Siden skibet blev bygget i 1934 har Fiskeskipperen Kjeld Mikkelsen fisket-fragtet-handlet ål fra deres fangststeder langs de danske kyster, først og fremmest til åleeksportør TH. Pedersen i Kolding.

Vi står her i dag i sommerregnen-solen… Sådan er den danske sommer, med noget så enestående som et stykke levende fiskerihistorie som ålekvasen ”Rigmor” er, med et velbevaret træskrog, maskine, fint gedigent bådebygger håndværk.

Men det mest fantastiske er, at ”Rigmors” mangeårige ejer og bruger, Fiskeskipper Kjeld Mikkelsen og hans Kone Ruth er sprællevende endnu.

Det er fantastisk at stå her sammen med en mand som har det danske fiskeri og dermed en tusindårig historie i sin rygrad og i sine hænder og en stor viden om hvordan man fisker… og dermed i sig selv er et stykke levende historie, for det er nu engang alt det levende, menneskelige, som gør livet værd at leve, og ikke de museale genstande… som er det vigtigste, mest spændende.

Kjeld Mikkelsen og hans kone Ruth bliver nu, med den største selvfølgelighed, æresmedlem af  den forening som vil bevare skibet, som et autentisk spændende stykke dansk fiskerihistorie.

Det er jo på sin vis mærkeligt at skulle gøre en mand og hans kone til æresmedlem af deres eget skib, for er der nogen i verden der kender den der skude… så er det Kjeld og Ruth… det ved jeg selv som er ejer af det samme skib igennem 40 år.

Det var Kjelds far Herluf Mikkelsen som bestilte ”Rigmor” på Langø træskibsværft i Nakskov til levering i 1934… Ikke en tomme ombord er ukendt og alt er vedligeholdt igennem mange, mange år… alt ombord kender Kjeld og hans Kone Ruth som hjalp til med malerarbejdet i forårsistandsættelsen. Den mindste mislyd på motoren og den går lige ned igennem rygraden på Kjeld. De to mennesker har hele det danske ørige i sig, er store kendere af den danske kystkultur og et enkelt blik ud over lønningen, ind mod land…og man ved hvor man befinder sig på søen.

De har i et par menneskealdre sejlet rundt i danske farvande uden søkort fordi de har været på alle pladserne utallige gange og har søkortet i både hjerte og hoved… og også besejlet Ebeltoft utallige gange og hentet masser af ål fra Kongsgårde.

Kjeld er ud af en fiskerfamilie fra Skærbæk egnen og familien har i mange generationer fisket overalt i Danmark.

Kjeld sejlede med ”Rigmor” allerede som dreng, og som ung fisker var han ude for en svær ulykke.

Det var under verdenskrigen da jeg selv blev født, at Kjeld kom slemt til skade på datidens farlige, primitive trawlspil og lang tid før der var noget der hed arbejdstilsyn… men det kom ikke til at forhindre at der igen kunne sejles, handles ål, og fiskes overalt i danske farvande, igennem rigtig mange år, og et langt rigt arbejdsliv.

Jeg fik det mærkelige spørgsmål af en journalist…hvorfor det var nødvendigt at bevare en gammel fiskekutter… og jeg svarede at det skulle man på samme måde som man bevarer et gammelt hus.

Fordi skibe er en lige så vigtig del af vores kulturarv som alt andet bevaringsværdigt.

Der går en vittighed mellem alle de mennesker som ønsker at bevare denne kulturarv som gamle skibe er… Man siger til hinanden at bare man sænker skibet først, og så bruger det 100 dobbelte for at hæve det og restaurere det så kommer der penge på bordet… 

Det danske menneske er et barn af søen. Vi er en søfartsnation der i mange århundreder hentede vores rigdomme og skabte velstand ved at kunne bygge og sejle skibe… eller fiske fra dem.

De fleste mennesker vil i deres slægtshistorie finde en sømand. Selv har jeg en møllersvend der stak til søs for halvandet hundrede år siden.

Alle har i deres familie bagud en sømand som enten fiskede i Horsens fjord eller i hvilken som helst anden fjord, stak til søs med et ØK skib og blev hovmester, maskinmester eller styrmand eller matros, eller sejlede i grønlandsfarten, eller gik med DFDS dampskibe til danske købstæder, eller sejlede træ fra Finland, eller var ansat på storebæltsfærgerne eller andre færger… man kunne blive ved… og vigtigst var måske i flåden. Der er i dag stadig næsten 3000 mennesker ansat i søværnet. Derfor er den sejlende kulturarv lige så vigtig at bevare som alt andet der minder os om hvem vi er, og hvor vi kommer fra.

Da englænder tog flåden i 1807 var Danmark den 5 største søfartsnation i verden.

Fregatten Jylland kan rigtig meget for Ebeltoft, som det enestående, også på verdensplan, stykke marinehistoriske skib det er… Men det har en stor mangel, en rigtig stor mangel… især for et skib… Det kan ikke sejle… Det vil man kunne komme til med Ålekvasen ”Rigmor” der nu kan repræsentere Ebeltoft på på dagture i vigen og til hjelm lidt længere væk til Tunø, Samsø og længere væk til de efterhånden mange kulturhistoriske sejladser sammen med andre bevaringsværdige fartøjer, som finder sted hver sommer fra Bergen til Østersø området.

En ægte lyseblå dansk fiskekutter, som er sikret for fremtiden.

Så med disse ord vil jeg overrække fiskeskipper Kjeld Mikkelsen og hans kone Ruth et livslangt  æresmedlemmskab for med deres liv som fiskere, ud fra de gamle traditioner, er med til for kommende slægter, at fortælle… at vi engang byggede smukke hajkuttere i Danmark.

 

Formand Torkil Pughs tale
Sildens dag d. 20. august 2011

Hej, mit navn er Torkil Pugh, og det er med stor stolthed og glæde, at jeg som formand for Ålekvasen Rigmor kan stå på denne scene i dag. Stor stolthed fordi kaptajn og forfatter Troels Kløvedal har givet sit tilsagn til at være vores hovedtaler i dag, og stor glæde ved, at Troels Kløvedal, har vist så stor interesse for vores projekt, at han har indvilget i at stå som Protektor for Ålekvasen Rigmor.

Minden da, vil jeg kort komme ind på, hvem Rigmor er, og hvad vi vil med Rigmor. For selv om vi allerede er godt eksponeret i pressen, så er der nok stadig en del, der ingen eller kun lidt kendskab har til os.Først vil I få lidt facts om Rigmor, så vil jeg fortælle lidt om, hvilken funktion Rigmor, har haft i sit aktive liv, herefter lidt om mit eget første møde med Rigmor og endelig lidt om, hvorfor vi vil Rigmor.

Rigmor er en Ålekvase på 19,86 BRT, den er 12.56 meter lang og 4,52 meter bred, den er bygget på Langø Skibs-og Bådebyggeri i Nakskov på Lolland i 1935 af bådebygger Gunnar Jacobsen.

Rigmor var oprindelig udstykket med en en` cylindret dieselmotor på 55 hk. fra Haumøller i Frederikshavn, og skibet var desuden fra starten sejlførende med gaffelrigning. Senere i 1950 blev motoren udskiftet med en større 2 cylindret Alfa dieselmotor på 90/100 hk., det er den motor der ligger i skibet i dag.

Rigmor befinder sig lige nu i havne bassinet lige overfor teltet. Det er den smukke lyseblå kutter med det flotte styrehus i teaktræ.

Rigmor er ikke det vi normalt forstår ved en egentlig fiskekutter. Der hvor en fiskekutter har et lastrum, har Rigmor en dam, med en masse huller i, så dammen til stadighed kan blive forsynet med frisk vand fra det omgivende hav. Billedligt skal I forstille Jer et stort hyttefad på ca. 10 m3, hvorom man har bygget et skib, så hyttefadet nemt kunne transporteres gennem vandet.

Rigmor er et sådant skib, og Rigmor har en kapacitet på fragt af op til 7 tons levende ål ad gangen. Ål som man opkøbte ved de mange ålegårde, der var almindelig ved de danske kyster dengang. Rigmor havde hjemsted i Skærbæk og var, som det eneste privatejede fartøj, hyret af Fiskeeksportør T.H. Pedersen i Kolding til at opkøbe ål primært i det Sydfynske øhav.

Selve ordet kvase, betyder et fartøj med dam, og Rigmors dam har mange små huller, da den er beregnet til transport af levende ål. Deraf navnet Ålekvase.

Rigmor har i hele sit aktive liv været i samme families eje. Den første ejer var Herluf Mikkelsen, der lod skibet bygge.
Den anden ejer var sønnen Keld Mikkelsen. Han tog skibet ud af erhvervsfiskeriet i 1998, lod skibet rigge om og sejlede så med lystfiskere de kommende syv år.

I 2005 blev skibet solgt til anden side, ligeledes til sejlads med lystfiskere, hvor eventyret sluttede brat ved en grundstødning på Sejrø. I samme ejers tid havde Rigmor stiftet bekendtskab med boldværket i Assens Havn samt en tur på Kullens Rev.

Mit første kendskab med Rigmor ligger tilbage til sensommeren 2008, hvor jeg blev ringet op at en gammel studiekammerat, Arkitekt Poul Erik Clausen. Han fortalte, at der i Fregathavnen nu på 3. år lå en Ålekvase ved navn Rigmor.

Skibet var transporteret i stærkt misrøgte stand til Fregathavnens værft efter grundstødningen ved Sejrø, men da ejeren ikke kunne betale værftsregningen - ja, så lå den nu her og gik mere og mere til.

Poul Erik Clausen er formand for Træskibs Sammenslutningen i Danmark, og som den gamle træskibsentusiast han er, kunne han se, at der her var en enestående mulighed for at redde et klenodie.

Kunne vi samle 10 personer om projektet, så ville vi prøve at løskøbe Rigmor af Fregatten. Vi kunne nok få den til rimelig en pris, da den kun lå og tog plads op. Inden vi fik set os om, var vi ikke 10, men 15 personer bag ide´en.

Der blev lavet nogle foreløbige vedtægter til en ny forening, og Poul Erik Clausen fik carte blance til at forhandle med fregat direktør Benno Blæsild inden for et aftalt rammebeløb.

Handlen kom i stand, salgsprisen skulle være kr. 85.000 mente fregatdirektøren, Poul Erik Clausen mente 22.500, svarende til 15 indskud på hver 1500 kr. Resultat blev 25.000,-, en gratis bedding tur, og en del maling og reservedele med i købet, samt mulighed for at bruge fregattens faciliteter under bedding opholdet.

Bedre vilkår kunne vi ikke have forventet, så vi er fregatten meget taknemmelig for den goodwill, vi har fået.

Og hvad vil vi så med Rigmor? Ja - udover at vi er flok personer, der kan lide lugten af saltvand, hamp og tjære, så har vi en intension om, at Rigmor skal bevares for eftertiden.

Vort formål er, at bevare, vedligeholde og tilbageføre Ålekvasen Rigmor så tæt som mulig til sin oprindelige udførelse og aptering, som den dag hun løb af beddingen på Langø Værft.

At drive Ålekvasen Rigmor, som et sejldygtigt veteranskib til glæde for alle, som støtter bevaringen af vore gamle træskibe.

At lade Ålekvasen Rigmor indgå som en maritim kulturinstitution i Ebeltoft med placering i Fiskerihavnen, og derigennem medvirke til at bevare og formidle kystkulturen og det autentiske miljø i Fiskerihavnen til oplysning og glæde for medlemmerne, byens borgere og almenvellet.

At medvirke til at styrke vores identitet som søfarts- og fiskerination og sikre, at historien om kystkulturen og Ebeltoft´s historie som fiskeriby fortælles til vore efterkommere.

I dag tæller foreningen 21 aktive medlemmer, samt en del støttemedlemmer. Sponsorer og fonde har givet os det økonomiske grundlag til, at vi kan gennemføre projektet.

Vi regner med, at vi når vort mål i 2013.