Mindeord

Vores protektor, den maritime globetrotter og eventyrer Troels Kløvedal, er død.  Han blev 75 år.

Kaptajnen på Nordkaperen var fra starten af Rigmors historie en uvurderlig støtte for arbejdet med at opbygge vores forening. Han fulgte vores arbejde og var senest med til at modtage Rigmor, da hun vendte hjem med ”Jomfruen” – trofæet for årets bedst bevarede træskib – efter pinsestævnet i Nakskov 2016. Mere end nogen anden forstod han den dybere betydning med at restaurere og vedlige holde et gammelt træskib.

”Hvad skal vi med historien?” spurgte han, da han holdt en tale i 2011 og overrakte ålekvasens seneste ejer, fiskeskipper Kjeld Mikkelsen og hans kone Ruth, et livsvarigt æresmedlemsskab af Rigmorforeningen. ”Historien skal vi bruge til at navigere ind i fremtiden med, ved at forstå fortiden. Uden den er vi havvilde, sejler i tåge og forstår hverken os selv eller den tid vi født ind i, så enkelt er det, men vi lever også i en tid hvor alting går meget stærkt…, sagde han og begrundede æresmedlemsskabet: ”Med deres liv som fiskere, ud fra de gamle traditioner, er I med til for kommende slægter, at fortælle, at vi engang byggede smukke hajkuttere i Danmark,” sagde han. (Se hele talen her)

Troels var ikke blot protektor for Rigmor, han var i en vis forstand protektor for dansk søfart, en egenskab der til den gamle hippie og militærnægters store overraskelse blev belønnet med kongelig hæder, da han i november 2016 blev udnævnt til ’Ridder af Dannebrog’.

Han var historiefortælleren, der skrev sig ind i alle danskeres hjerter med sine eventyrlige beretninger fra nær og fjern. Hans fortælletalent var homerisk og hans sans for detaljen legendarisk. Han sejlede vores vildeste drømme i land. Allerede hans første bog Kærligheden, kildevandet og det blå ocean blev en bibel for eventyrlystne unge mennesker. Senere skrev han stribevis af bøger om sine togter, som gjorde ham kendt langt ud over sejlerkredse.

Med tv-serierne blev han folkeeje. Mit Danmark, hvor han sejlede rundt i de danske farvande med Nordkaperen, fastslog hans navn som maritim kronikør. Senere har han på tv fortalt den danske flådes historie og lavet serier, bl.a. fra Sydhavet og en tur op ad Yang-Tse-Kiang floden.

Til forskel for mange andre globetrotteres jordomrejser var Troels’ eventyr ikke personlige egotrip. De indeholdt altid et socialt element. Han ville noget med sit liv sammen med andre mennesker. Det sociale engagement blev grundlagt allerede i barndommen og blev senere udviklet, da han kom i lære på Helsingør Skibsværft som skibs-elektriker, og blomstrede for alvor i kollektivet ’Maos lyst’. Det skildrer han bevægende i sin bog Den tynde hud

Allerede da han modtog Rigmor på kajen i Ebeltoft Fiskerihavn efter pinseturen til Nakskov i 2016, var han en dødsmærket mand. Men han tog sin skæbne med stoisk, usentimental ro. Han havde levet livet fuldt og helt, havde nået, hvad han ville. Og dog. Den utrættelige fortæller havde lige et par historier mere i ærmet, og da han hverken kunne tale, synke eller trække vejret selv, skrev han med næsten overmenneskelig kraftanstrengelse bogen Alle mine morgener i verden’ om sine 50 år med Nordkaperen. Den kom straks på bestsellerlisterne og blev der i flere måneder.

Den 1. november 2018 åbnede kronprinsen er udstilling om Troels Kløvedal og hans eventyrlige liv: ’Frihedens værksted’ på Naturhistorisk Museum i Aarhus. Udstillingen varer til september 2019 og kommer derefter til Søfartsmuseet i Helsingør. Inden sin død nåede Troels at gøre Nordkaperen til en fond med hjemhavn i Helsingør, så dygtige, unge, eventyrlystne mennesker kan låne den og sejle med den.

Vi kipper med flaget for vores visionære protektor og sender vores tanker til hans hustru, Elsemarie Meldal, og hans store efterladte familie.

Æret være Troels Kløvedals minde.